Ejendommen ligger med udsigt over for Assistens Kirkegård, få hundrede meter til Sankt Hans Torv, Søerne, og den nye metrostation ved Nørrebro Runddel.
Ejendommen er opført i 6 fulde etager med udnyttet tagetage og kælder. Facaden mod Nørrebrogade er i røde mursten, og gårdfacaden er i gule mursten. Taget er et ”Københavnertag”, tækket med nyt eternitskifer på de skrå flader og nyt tagpap på den flade del. Gårdarealet indgår i en fælles byrenoveret grøn gård.
Ejendommen indeholder 9 beboelseslejemål samt 1 erhvervslejemål (stue, 1. sal og del af kælderen) udlejet til butiksformål. Beboelseslejlighederne består af 8 stk. 3 værelses på 76 m2 alle med køkken og badeværelse. 1 stk. nyindrettet tagbolig på 120 m2 med 5 værelser og 2 badeværelser.
Ejendommen opvarmes med centralvarme og ejendommen fremstår velholdt og har nyere fjernvarmecentral, nye koldt- og varmtvandsinstallationer og faldstammer, samt vinduer mod gården er udskiftet i 2004.