Præsentabel og velholdt kontorejendom med absolut topplacering nær Silkeborgmotorvejen og facadeeksponering til Ringvejen.
Ejendommen har et samlet areal på 1.447 m², hvoraf 1.029 m² er i stueplan, som er indrettet med mange kontorer og mødelokaler i forskellige størrelser, flere køkkener/kantiner, kopirum og toiletter. Derudover er der en god underetage på 418 m²med kontorer og mødelokaler, hvor en stor del ligger i niveau med udearealet med direkte ind- og udgang. Den øvrige del af underetagen indeholder teknikrum, depot- og arkivrum mv.
Ejendommen er oprindelig opført i 1971 og er løbende blevet ombygget og vedligeholdt. I 2012 blev der foretaget en gennemgribende ombygning, hvor ejendommen blev tilpasset til daværende lejer, Sprogcenter Midt, med bl.a. nye lydisolerede vinduerne mod Ringvejen.
Udenomsarealer er udlagt til parkeringsarealer samt græs og buske. Der er gode parkeringsforhold ved ejendommen – dels omkring selve ejendommen, og dels på nabogrunden på 630 m², der er udlagt til parkeringsareal. Nabogrunden (Gødvad Bakke 2A) kan indgå i handlen efter nærmere aftale.
Ejendommen er en del af matrikel nr. 24h, Gødvad, Gødvad By, hvorpå der også ligger en beboelsesejendom, der ikke tilhører sælger. Bygningerne er opdelt i to separate ejerlejligheder – hhv. beboelsesejendommen og erhvervsejendommen. Der er etableret en ejerforening, hvor erhvervsejendommens fordelingstal udgør 1.398/1.900.
Ejendommen har i længere tid været udlejet til hhv. Norlys og FGU Midtjylland. Norlys er fraflyttet ejendommen, hvorved den del af ejendommen (757 m²) pt. står til genudlejning. FGU Midtjyllands lejemål kan tidligst opsige til fraflytning 01.11.2027.